Sikkerheds-ugen i uge 9 (Indskoling)

Børneulykkesfonden afholder igen i år Sikkerhedsugen i uge 9, og som noget nyt kan I få gratis adgang til digitale læringsmaterialer og lege.

Sikkerhedsugen er et tilbud til klasser i indskolingen, hvor I sætter fokus på forebyggelse af børneulykker. Mere end hver fjerde ulykke, der rammer børn i alderen 0-9 år, sker nemlig i daginstitutionen eller i skolen. Med høj fysisk aktivitet, motoriske udfordringer og mange børn, der leger sammen i skolen, øges risikoen for fald og kontaktskader. Dog er det vigtigt, at børn leger, bevæger sig, bliver udfordret og oplever verden. Derfor er lege og aktiviteter en stor del af Sikkerhedsugen.

 

I vælger selv et eller flere sikkerhedstemaer

I år er der ikke fastlagt et bestemt sikkerhedstema for Sikkerhedsugen. Derimod kan I selv vælge et eller flere temaer, I ønsker at sætte fokus på, og få tilsendt læringsmaterialer og lege digitalt ved at sende en mail til buf@borneulykkes­fonden.dk. Uanset hvilket sikkerhedstema I vælger, vil børnene udfordres med forskellige og sjove bevægelseslege, der skal stimulere deres motoriske udvikling, for på den måde at kunne forebygge ulykker. Legene og læringsma­terialerne til Sikkerhedsugen er udarbejdet af Børneulykkesfonden i samarbejde med en pædagogisk konsulent. Formålet er, at børnene på en sjov måde bliver bevidste om sikker og hensigtsmæssig adfærd i forbindelse med leg i og omkring skolen. På den måde bliver det nemlig muligt at forebygge ulykker. I kan vælge mellem følgende sikker­hedstemaer:

Brand

Skoven

Vand

Trafikken

Solen

Vinter

Regnvejr

 

Sikker leg i skoler og institutioner

Det er stadig muligt at bestille Sikkerhedsugens kampagnepakke ’Sikker leg’, hvor børnene vil lære om sikker leg i skolegården og sikker leg i klassen. Læringsmaterialet består af 24 aktivitetskort, der lægger op til, at børnene i fællesskab undersøger, formulerer og reflekterer over potentielt farlige legesituationer på både uden- og indendørsarealer. Aktivitetskortene beskriver forskellige aktiviteter eller lege, som børnene skal udføre. Det kan fx være sjove indendørslege, der ikke er farlige, og hvor børnene i legen lærer at give plads til hinanden. Inden selve aktiviteten igangsætter læreren en samtale, der skal få børnene til at reflektere over de sikkerhedsmæssige forhold, der er forbundet med aktiviteten og således spore dem ind på formålet med aktiviteten. Målet med læringsmaterialet er, at børnene udvikler en bevidsthed om, hvordan de leger sikkert.

 

Sikkerhedsugens kampagnepakke består af følgende:

• En boks med 24 aktivitetskort i kraftigt materiale, flot grafik og

forslag til aktiviteter, der sætter fokus på sikker leg i skolen

• 1 pædagogisk vejledning

• 3 plakater til ophæng på skolen

• 50 forældrefoldere med information om Sikkerhedsugen

• 50 diplomer til børnene for at have gennemført Sikkerhedsugen

Kampagnepakken koster 125 kr. inkl. fragt.

Skolens rolle 

I skal blot sætte tid af til at sætte jer ind i konceptet samt afsætte timer til afholdelsen af Sikkerhedsugen. Vi vil gøre det så nemt for jer som muligt, så I kun skal koncentrere jer om at have det sjovt med børnene.

I kan bestille kampagnepakken og tilmelde jer Sikkerhedsugen 2018 på www.sikkerhedsugen.dk senest den 21. februar 2018. Ønsker I at bestille vores gratis, digitale læringsmaterialer, skal I blot sende en mail til: buf@borneulykkesfonden.dk med de temaer, I ønsker materialer til.

 

I Børneulykkesfonden håber vi på, at I vil afsætte uge 9 til at deltage i Sikkerhedsugen, så vi sammen kan sætte fokus på sikkerhed i børns hverdag.

 

This entry was posted in Pædagogisk Læringscenter and tagged , . Bookmark the permalink.

One Response to Sikkerheds-ugen i uge 9 (Indskoling)

  1. Hello.This article was really interesting, especially since I was looking for thoughts on this matter last week.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *